Translate

Sunday, January 31, 2016

Ante Armanini: 28 Micro-poems for Ezra Pound


Ante ARMANINI:

28 MICRO-POEMS FOR EZRA POUND

Wu Guanzhong, Water Village


1.
In the flood
of lyrical drivel
you thought us
passion & cursing
the present
where curses are flown, where killing is done
without passion


2.

You strolled
from curses
to silence
in the unaired quarters
of our Lady
of High Culture

3.

While the peafowl’s suffering
outlasted
the peafowl’s
tail


4.


When pure suffering
is the falling waterfall
of unclear words
at first, it seems like a noisy waterfall
but
a bit lower down
the stream is clear

5.

I come closer to your picture:

beard & eyes
of an old tiger
in the morning suit
of great learning
without big words




6.

Your language
is the Pacific
And does not teach
anything of true value
except the magnitude and
the quick exchange of waves,
streams, brainstorms
of the sweltering Pacific.




7.

Your rapid moves
only concealed
the quiet power of an elephant
entering the European shop
full of
crystal glass

8.

Not one word on oxen
& morals
but instead a big
almost hellish contempt
for power
& money


9.


The spread of our fluid
stronger than the words
and your fluid
reaching out to China


10.

Your picture, the furrowed face
& grizzled gray beard
suggest a hurricane
and we cannot judge the hurricane
by its looks
only by its power
of Destruction.

11.

In the old God
you do not believe
But you did respect him
like all the other
Rhinos

12.

To publishers you wrote
inscriptions:
Instead of books, you shall publish
Hell


13.

Your English speech
anything but polished
yet
your poem-abyss
opened with the view
into the abyss

14.

Your philosophy of usura
was your ballet du Landy:
seeing the beast,
a flying centaur, you have seen
the coming war
approaching
with the step of a child

15.

Never
were you right
yet
you understood, you saw this
as your greatest right


16.

A boy declared a cat
to be the greatest crone
& locked her
in the mouse cage
(West: the des-tiny of poetry)


17.

O wretched old peafowl
only madness
guided you
with the bloody mask
of Big Politics

18.

Of State, government, police
only a fool will speak
not knowing
any thing
about any thing

19.

Suicide
yet a political one
like that Hamlet
in the rotten kingdom
of chatterbox fates


20.

Of the Politicus
he speaks only in the end
Peafowl does: “damn old hag”
walking the gauntlet from curses
to silence
in the unaired room


21.

You thought us
to speak profoundly
through the clenched teeth
To look into a false profundity
like it were the horse’s mouth

22.

In your lines
none of that enthusiasm
of the grandiose verse
In your eyes of a tiger
poets’ enthusiasm
is a form of mentalis
and of obtuseness

23.

An incisive stream
of sobering
details
blending in the
luminous Pacific of your poems


24.


I can see you seated
behind the desk
drinking the old wine
from Phlegeton


25.


You see knife on the table
like an image of crime
You see wine on the table
like an image of the spilled blood

While our daily bread
prays for blood, crime and tears


26.

Contempt for the gods
is the salt and your only god
Contempt, cursing
through tears,
the gods
heroes and overmen
of all hues
—that is your formula
for eternity

27.

What eases
the contempt
is only a gaze directed at
the bright silence of a beast


28.

You were a sailor
& the Pacific
which shone upon everything
without falling
into talk about the details
of the dark century



Translated into English from the Croatian
by Boris Gregoric 

Ante ARMANINI (1943) is a contemporary Croatian poet, novelist and dramaturgist.  

Wednesday, January 13, 2016

Digte of prosa af Boris Gregoric


Digte og prosa af Boris Gregoric
(Fire forsøg på haibun )


photo Borisse 3/2015


GAMLE KIRKEGÅRD

udsigt til havet
gennem cypressen
på bakken
Stjæler en dag i solen i den berømte kystby klatrer forbi den jødiske kirkegård fra 1573 op til forbjerget med udsigt til havet — bugten og bjergene mod nord, industrihavnen mod øst, den gamle by mod sydvest, klokker kimer fra det gamle klokketårns melodiske klang af den lokale dialekt og alligevel så mange bistre og bekymrede ansigter —penge penge penge —altid den hund fra himmel og helvede —
Sidder for at hvile
ved kapellet for
st. nicholas den rejsende

FROST PÅ FLODEN LIFFEY

Efterår mellem mine ører indser alt går over alt går over mekanismen virker Tre måneders Vinter Forår Sommer Efterår Men så uendeligt få steder har faktisk de fire beherskede årstider det er alt sammen et stort tørt hedt koldt tørt vådt helvedarium Og du kan ikke bare bede bare fødder solidt stående distancen i din jord 'Så langt og ikke mere' Regn Grusom og Snavset rør dem ikke længere Efterår mellem dine ører som om ingen af dem havde været Udelukkende årstiderne støt skiftende, år og kalender pure opfindelser
frost på floden Liffey
bringer minder om Kyotos
fodspor i sneen

CAMINO
til D.

står tidligt op, pakker, dampen ud af din mund, ned ad stien, ind i skoven ... før de vandrene begynder at flyde ud af hostels, en vidunderlig livlig gående med hvidt hår, flyver som vinden, for hun stod endnu tidligere op, tilsyneladende, før nogen anden, og bliver sandsynligvis den første der ankommer til næste station — og måske mødes vi igen. Måske ikke. Caminoen dikterer sine egne antagelsesregler: Lad Caminoen bestemme
disede bakker
solen bryder
en sti i skoven

EN SYMFONI VED MIDDAGSTID

Las os komme ud til marsken, vådområder med traner og gæs, til stien der omringer dammen; et high noon virvar af musikalske frøer der leger stoledans? Sjask sjask sjask vores trin nær det sumpede vildnis, et massivt tæppe af gule åkander — hvor den dog spiller, den utrættelige symfoni af afsindig parring: tudser, indimellem cikader, en opstemt stridulation fra fårekyllinger —vi spiser en isvaffel på tilbagevejen —måske stopper vi ved bredden —sommertimer i byen endnu engang —
Fra vildnisset
kvækkende skræppen
spiller orkesteret i frø


CHET'S SIDSTE TRÆKNING

Ubemærket
uspillet
ved det slidte
hotel trækbord
en trompet
efterladt
i sin kasse


PÅ ET HÆNGENDE HÅR

Det nye bankkort
ankommer
på et hængende hår
for at afværge
Mørket Tider
fagre nye verden
de sidste dage
fundamentalistisk vanvid
sammenstødte tog
tsunamier
revolutioner
Isis
kriser
endeløse plager
af førfremtid

SENDER DIG EN FLASKE

Morgenskitse
sendt gennem havet
i en grøn vinflaske
til solsiden
af cafeen
hvor du end måtte være
*
med armene om det
vil jeg forsvare det sibiriske elmetræ
i baghaven
jeg vil forsvare ham
jeg vil forsvare den tjavsede kæmpe til døden

TRÆNING

Her er en skitse
a birketræet der forgrener sig
springer ud
dine udbredte arme
Her er kaninerne
i græsset
springende
til sommerens begyndelse
Her er du på dine skøjter
og jeg
der følger overskrævs
på din Peugeot roadster
en berømt
blå en
Au petit coin des lapins —ligeså godt som noget andet navn
til sporet – de forladte
ensporet linje
nu til dags
forstadslandskab fra ende til anden

skateren og cyklisten
zigzagger
du træner til
maraton ved Northern Great Lake
jeg assisterer
cirkulerer om forhindringer
cyklister, løbere
gående med hunde
de avlende kaniner
allevegne
pas på det bedrageriske sving
under vejbroen
som du nemt
kan overse
og styrte
hækkene
i forstadssatellitten
tykke
øde
alle slaver
ingen homebodies
så her er en skitse
også til dem
dagligt mysterium
den hvæsende espressomaskine – et dampende lokomotiv

UDDØEN

Øjne er kameraer
de stille gadehjørner
tæt på stationen
så til havnen i forfald
støbejernssvampe
irrede fortøjningspæle med skallende maling
den grå moles vogtere

kast et blik på bakkerne
på den sørgelige provinsby
kun en rusten fragtflåde
engang verdens supermagt
nationens stolthed!

imperier – som de går! som de går!


 
  
Et karakterstudie

Minette var der. Og — stoppet ind bagerst i kirken som en strandsnegl – hendes partner gennem mange år, Mignon. De holdt sig til midtergangen hurtigt fyldt med mennesker, der snart overstrømmede the First Presbyterian.  Flest amerikanske kvinder. Nogle få amerikanske mænd – generte tøffelhelte, der holdt sig bagerst som får. Skræmte. Skyldige. Modfaldne. Pottetrænede.  Jack and John var iblandt dem – to vigtige medlemmer af bøssemiljøet – de uddelte små velkomstknus til alle. 

Tre frivillige puslede omkring på podiet, hægtede, satte strøm til, løsnede, strammede. En anden kom med fade med snacks: brownies, cola, danskvand, babygulerødder og blomkålsstykker, pænt snittet og anrettet på røde, hvide og blå plastikbakker på et aflangt bord langs væggen. En kraftig lille mand i sporty røde og blå seler og en ternet skjorte der matchede flagmotivet justerede mikrofonerne. Der var fire.
Dette er en prøve, dette er en prøve, mumlede fyren. Rummet bar lyden perfekt. En eller anden nede bagved råbte Paul. Han kiggede op. Man kan ikke sige at han var en flot fyr, med frø-øjne, bulimisk men sund og med en grov optimisme, typisk for flygtninge fra de store byer ved østkysten – der var næsten noget fransk over Paul, en snert af Jean-Paul Sartre, den tidløse eksistentialist.

Utroligt nok var ham der havde kaldt på Paul en fyr ved navn Ezra. Usikker stod han på dørtrinnet. Overvejede nærmest om han skulle gå ind eller ej. Heldigvis skubbede Cab Holman ham blidt bagfra. Gå bare ind, ingen kommer til skade, drillede han. Ezras ansigt forblev koldt som sten. At hænge ud i kirkens lobby og sludre med Cab Holman og hans hustru Molly som rygterne sagde, var stakkels Cab utro, med slagteren Louis, var ikke lige hvad Ezra forbandt med sjov.  

I løbet af et minut, som Paul kom ned for at sige hej til Ezra, ankom Philippe, Jackie and Lulu med stort postyr. I nogle måneder havde deres
ménage-a-trois været det store samtaleemne i byen. Det ruskede lidt op i den monotone vinter på prærien. Hvordan kunne de tro at så saftige aktiviteter kunne holdes skjult?  Er det muligt at undgå at bemærke Philippe med den sorte manke der bølger ned ad ryggen på ham og hans fipskæg à la Diego Velázquez? Eller Jackie, selvfølgelig med sit glasøje (det venstre limegrønne). Og Lulu som stjal Philippe fra Jackie. Halvvejs lammet og med en sensationel kuppelformet afro-frisure fra halvfjerdserne. Hvordan trioen helt præcist blev viklet ind i hinanden kunne ingen sige, men alle var ivrige efter at vide det. Folk elsker soap operas. Mode og frisurer skifter, men en god TV serie bliver ved med at være populær. 

Philippe slyngede politisk korrekte floskler i det store Marx-agtige hoved på professor Sergey Troika, leder af center for Russisk Folklore.  Han nikkede. Munden stammede. Flov over sin stærke accent, men altid alvorlig. Den foretrak bagerste række i kirken som et trygt udsigtspunkt langt fra hans selskabelige hustru, snaksaglige Larissa der plaprede løs. Alle kender typen: den skydegale eller rettere ordgale der aldrig kan afslutte en afrundet samtale uden i sidste øjeblik at stemme i sidelæns med det sidste ord. Hvilket naturligvis afføder en ny svada. Og sådan fortsætter karrusellen…for at forværre krisen kom George og Rebecca Bergman gående ind i selskab med deres syriske gæster – snart dirrede lokalet af nysgerrighed. Hvem var de mystiske gæster?  Og hvem klapper? Ezra? Før man kunne sige hej til nogen af dem, havde Becca allerede bevæget sig op foran og var i gang med at præsentere sine tre bekendte Jasmine, Jasmine and Jasmine. George, stod ved siden og lod som om han lyttede til Phillippe, mens han nikkede til Paul og holdt øje med Ezra.

Igen den spontane, ubesindige lyd af to klappende hænder. Hvad fanden? George kiggede sig omkring. Konferencen skulle begynde klokken elleve. Ezra, udråberen, var kendt for sine små skandaler. Ja en god gammeldags udråber. Ansat af kommunen. Statsansat så at sige. Betalt ikke bare for at råbe, men også for at klappe uden nogen synlig årsag? Får et vigtigt foredrag om Mellemøsten? Intet under at hans rumænske hustru, Victoria Eugenia, stak af med Blanche, det canadiske postbud. Havde Ezra ikke ofret alt for at Victoria Eugenia kunne leve i et frit land? Hvor han elskede at prale af den pointe.
Et frit land. Selvom den såkaldte mystik på det seneste var ved at være lidt tyndslidt, de fries land var mere landet fuld af særlinge og galninge, som Victoria Eugenia bramfrit hævdede.  Det var nu ligegyldigt nu, da Ezra var single igen og måske havde brug for at tiltrække sig kvindelig opmærksomhed…og hvis det var ensbetydende med at klappe uden nogen åbenlys grund, hvem skulle så stikke ham en for det?  Tja, George Bergman for eksempel, han havde aldrig været tilhænger af obskure østlige gåder.  
Kegler, havde han hørt dem blive kaldt. 


Translated from English to Danish
by
Cindy Lynn Brown 

2015

Friday, January 1, 2016

Antun Branko Simic: We Have Met On This Star...


Antun Branko Šimić:

"Death Shall Have No Dominion" by Borisse


Mi smo se sreli na ovoj zvijezdi što se zove Zemlja.
Naš put kroz vrijeme u ovaj čas (čas svijetli kao cilj)
stoji za nama dalek, gotovo beskrajan,
da smo već zaboravili naš početak odakle smo pošli.
Sada stoji ruka u ruci, pogled u pogledu.
Kroz naše ruke, i kroz naše poglede zagrlile su se naše duše.
O kada se opet rastanemo i pođemo na naše
tajne puteve kroz beskraj,
na kojoj ćemo se opet sresti zvijezdi?
I hoće li pri novom susretu opet naše duše zadrhtati
u tamnom sjećanju da bijasmo nekada ljudi
koji su se nekada ljubili na nekoj zvijezdi
što se zove Zemlja?


_______________________



We have met on this star...


We have met on this star called Earth.
Our path through Time to this moment (a moment end-like and bright)
stands behind us, distant, almost infinite
so that we've already forgotten our starting point.
Now hand rests in hand, gaze in another's.
Through our hands, and our gaze, our souls have embraced.
O, when we part again and head our
secret paths through the infinite,
on which star shall we meet again?
And will our souls tremble again in this new encounter
with dark remembrance that once we were humans
and once have loved each other on a star
called Earth?


Translated from the Croatian
by Boris Gregoric 

All rights reserved